Byline: Af Steen Ancher  -  staherningfolkeblad.dk

Forord:
Kristian Pedersen har gennem 30 år levet af den slags musik, som mange elsker at hade
Suppe-steg-og-is-musikere bliver de nogle gange kaldt med en lettere nedladende tone.

Tema:
Vi har vel ry for at være nogle af de dårligste musikere, og der er da sikkert også nogle, der aldrig burde være kommet ud at spille, siger Kristian Pedersen fra Herning, der har været i branchen i 30 år.

Alene ved sit Keyboard - elendige arbejdstider - på arbejde blandt festende mennesker.  Med et repertoire, der stort set ikke har ændret sig siden slutningen af 60’erne.  -  Helt ærligt, hvor fedt er det lige?

Musik lige så vigtigt for mig. som det at trække vejret, siger Kristian Pedersen for hvem musikken ikke bare noget, som han sidder og kører af med venstre hånd, mens publikum skåler sig fra suppen, gennem stegen og frem til isen og dansen.
                             
Faldt i tønden
På mange måder faldt han ligesom Obelix i tønden som barn. Det var bare ikke trylledrik, men musik, som han fik en stor dosis af derude på Tiphede nord for Videbæk, hvor han blev født i 1948.

Begge hans forældre spillede, og hans far havde et stort håb om, at mindst den ene af de to sønner ville fortsætte linien med harmonika, som ham selv.

Kristian var allerede flittig med hamonikaen før han startede i skolen, men et besøg i musikforretningen Alfred Christensen i Holstebro ændrede det hele.

Min far ville have en ny harmonika til os, til et par tusinde kroner, men der kunne ikke blive tale om en guitar til 65 kroner til mig, husker Kristian Pedersen. Guitaren kom dog også med hjem fra Holstebro. Jeg tiggede vist voldsomt, erkender han.

Tiden var nemlig til Tommy Steele, Cliff Richard og The Shadows, og harmonikaen var »frygteligt umoderne«, siger Kristian Pedersen.  Den akustiske blev siden skiftet ud med en rød elektrisk Høffner-guitar og en Selmer forstærker, da han blev 16.   Allerede på det tidspunkt kom han med i et poporkester i Holstebro.

Ligesom tre andre lokale musikere spillede han i bands lidt længere væk, »fordi det var lidt "finere".
Men da muligheden for at få et sommerjob på Hotel Klitten i Søndervig opstod, gik de fire sammen og dannede »Klitboys« - givetvis et navn, der skulle minde om Beach Boys.

Planen var at spille de tre gange om ugen de tre måneder, som kontrakten varede.  Vi var stenrige, følte vi, fortæller han.
Derfor blev der da også investeret godt i musikgrej, og bandet valgte at fortsætte.  Med hjælp fra to lokale impressarier fik de en stribe jobs, og spillede et - to jobs om ugen. Langt hår og strøm i spaden

Kristian Pedersen havde sideløbende med musikken taget en uddannelse som frisør.  Men det blev i 60’erne lige så umoderne som harmonikaer, så det droppede jeg, fortæler Kristan Pedersen, der i stedet fik et lagerjob, og sidenhen en kontoruddannelse i samme firma, da han fik dårligt knæ. Kontorarbejdet var dog ikke lige ham.  Der var for lidt med mennesker at gøre, siger han.  Han fik derefter arbejde i musikforretningen Brdr. Jørgensen på Tjørring Bakke. Her blev tangenterne en naturlig del af hverdagen.

Han spillede også lidt på keyboard i Klitboys, men på et tidspunkt fik bandet en egentlig organist. Mens bandet holdt ved i hele tolv år, blev navnet skiftet ud.

Jeg var træt af navnet, og fik gennemført, at vi skulle skifte det, hvis vi vandt en talentkonkurrence, som vi skulle til i Fredericia, fortæller han. Dét var de andre helt trygge ved at gå med til - og så vandt vi, griner Kristian Pedersen.

Navnet blev i 1973 til Saturday, der spillede til halballer og fester gennem en årrække.  Jo flere jo bedre

 
Kristian Pedersen havde dog ambitioner om at blive musiker på fuld tid og gik ud i 1978,
Efter et par år overtog han et enkelt job for en solomusiker, der var lidt skrækslagen over at skulle spille et job for 160 gæster.

Jeg var jo vant til at spille for flere hundrede ad gangen, og jeg tænkte, at hvis jeg bare klarede mig gennem spisningen, så skulle jeg nok give dem en god gang dansemusik, siger han.

I 1981 tog han så beslutningen om at blive fuldtids musiker.
Han fik en kontrakt, hvor han spillede hver anden weekend på Hotel Impala i Silkeborg, ligesom han spillede på værtshuse.
Weekendjobbene betød dog, at han måtte sige nej til adskillige - bedre betalte - festjob.  Dem har han så levet af siden 1981 - altså 30 år.

Udforder sig selv
Selv om man skulle synes, at man ville få nok af at sidde og spille 6-7 timer fredag, lørdag og til sølvbryllupper tirsdag, kan han sagtens finde på at sætte sig til Yamahaen hjemme i stuen på Vestergade.
Så kan han godt finde nogle Sinatra-numre eller andet musik fra 50’erne frem - fra før guitarene blev elektriske og håret langt.

Han går også op i fortsat at lære nyt, selv om en meget store del af repertoiret på omkring 400 sange er fra pop-rockens glansperiode i 60’erne.

Han skulle blandt andet spille til en nordisk samling her i midtjylland, hvor han skulle spille hele syv nordiske nationalmelodier.
Jeg anede ikke, at der var så mange nationalmelodier - selv Åland har sin egen, fortæller han.

Han har altid prioriteret meget at kunne sangene udenad, hvilket har krævet meget terpen ved tangenterne. Han finder det også meget vigtigt, at være med til at forme festen, men det skal altid være på gæsternes præmisser.
Jeg er ikke typen, der sidder i hjørnet og fyrer vittigheder af, siger han.

Dén tid og den slags musikere er heldigvis sjældne, mener han, for det er det der har givet branchen et ry af at have de dårligste musikere.

Kristian Pedersen har ikke noget fast repertoire.

Han lodder stemningen blandt gæsterne og forsøger også gerne at finde et nummer, som måske kan supplere noget af det, som en taler har været inde på.

Det er i øvrigt også en måde at blive en del af festen på, så man heller ikke føler, at man sidder mutters alene.Jeg spiller den musik, jeg kan lide og får oså tit at vide, at jeg ser ud, som om jeg kan lide det, siger han.

Selv om han således ikke skal fylde rummet, kan han godt lide, at publikum bemærker ham.  Jeg vil da gerne have et klap, når jeg spiller noget af det, der er lidt specielt, og det må man jo bare arbejde for, siger han. Og det er også en måde at sikre sig selv på.
Vi musikere stjæler jo fra hinanden. Hvis man vil have nok at lave, må man prøve være lidt bedre end de andre, siger han.

Kristian Pedersen spiller fortsat noget af den musik, han spillede i 60’erne, fordi den slags musik holder og er en fælles reference for flere generationer.

Det samme er nogle af numrene fra Bamses Venner og Kim Larsen, mens Shu-bi-dua ikke har overlevet.
Til gengæld er der ikke meget efterspørgsel efter moderne popmusik, hvilket passer Kristian Pedersen meget godt, fordi han langt mere holder af ældre pop.

Hans eget succes-kriterie for en vellykket aften er, når han får fyldt dansegulvet godt op. Hvis de ikke kommer ud på gulvet, skal jeg nok finde noget musik de vil høre, siger han. Fra langt til gråt hår

Det hænger givetvis også sammen med, at hans publikum er blevet ældre.
Første gang, jeg spillede til et guldbryllup tænkte, at det godt nok var noget, man sjældent oplevede. Nu spiller jeg til dem et par gange om måneden, fortæller han.

Fordel ved skæve tider -
De skæve arbejdstider giver Kristian Pedersen mange timer hjemme. Ud over at spille musik, er det også ham, der står for indkøb og mad.

Hans hustru Yvonne er lægesekretær og parret har haft mulighed for at planlægge at have mange dage fri i streg, så de kunne nyde deres stor passion, at sejle.
De har tilmed revet to år ud af årskalender,  og sejlet til Middelhavet - to gange.